..jeg tilstår at jeg elsker at føle smerte. Jeg er så forelsket i dig, og du ser mig kun som et objekt, som kan knaldes. Og selom at jeg græder hver gang at du går din vej, så bliver jeg ved med at opsøge dig, og mine veninder siger det gang på gang at jeg skal lade dig være.
Jeg elsker den smerte du påføre mig, når du går din vej, selvom det gør så fucking ondt. Men uden den, ville jeg ikke tro jeg var i live.
Hvorfor åbner du ikke øjnene og ser hvad du gør ved mit liv?